Ensemble MidtVests kunstneriske konsulent siden 2007 Carsten Dahl kan fra den 1. februar 2012 tilføje titlen professor på visitkortet Pianisten og komponisten Carsten Dahl er blevet ansat som professor i rytmisk samtidsmusik på Rytmisk Musikkonservatorium. Rektor Henrik Sveidahl glæder sig over ansættelsen af den nye professor og udtaler: "Carsten Dahl er en stor musiker, og det glæder mig meget at kunne knytte en så markant kunstnerisk personlighed til konservatoriet som professor. Carsten Dahl vil med sin omfattende erfaring fra en flot og vidtfavnende karriere kunne yde et betydningsfuldt bidrag til udviklingen af konservatoriets virksomhed." Siden januar 2007 har jazzmusikeren Carsten Dahl været kunstnerisk konsulent for Ensemble MidtVest. Sammen med ensemblets musikere har han arbejdet med improvisation med henblik på at udvikle et fælles og unikt musikalsk sprog, hvor grænser mellem musikalske stilarter og genrer ikke eksisterer, men hvor intuition, samspil og kreativitet styrkes. Dette samarbejde har bl.a. resulteret i en række koncerter i ind- og udland herunder to store stumfilmskoncertprojekter med improviseret musik: ”Metropolis” (med Tina Kiberg og MidtVest Pigekor) og Hitchcooks ”The Manxman”. Tidligere i år udgav Carsten Dahl og Ensemble MidtVest et værk med 2 CDer - Synesthesia & Metropolis, som hylder musikken i sin reneste form. Carsten har i dette samarbejde også synliggjort, hvordan den klassiske og rytmisk musikalske drejebog kan sammensmeltes, så musikken en kan nå andre og nye dimensioner. Carsten Dahl skal i sit virke som professor samarbejde med konservatoriets øvrige lærere med henblik på at videreudvikle det udøvende og skabende område indenfor den rytmiske samtidsmusik. Carsten Dahl udtaler: "Jeg er både ydmyg og stolt over at blive tilbudt denne stilling og ser det som min primære opgave at stille mig til rådighed som en forvandlende og katalyserende kraft for de studerende og konservatoriet som sådan på alle tænkelige niveauer". Carsten Dahl har for længst slået sin position som én af Europas førende pianister fast. I de senere år har der været særligt forkus på hans talent for improvisationsmusik. I november blev hans soloudgivelse Effata kåret som årets jazzudgivelse ved Danish Music Awards 2011, og den 28. november udgav Carsten Dahl Experience deres anden CD ”Metamorphosis” på Storyville records. Mange kender også Carsten for hans åbenhed, og det altid tilstedeværende ønske om at være en formidler af musik Carsten Dahl tiltræder den 1. februar 2012 og ansættelsen løber til udgangen af 2016.