Henrik Goldschmidt

Muhammedkrise, tørklædeforbud, andengenerationsvold, bål i gaderne, udlændingelov, asylbegrænsning og politikere, der siger: "Send dem ad helvede til"…Vi oplever voksende uforsonlighed mellem danskere og indvandrere og en forståelsesbarriere, der synes mere og mere uoverstigelig. I mellemøsten er krisen helt ude af kontrol med daglig vold og død forårsaget af kampen mellem øst og vest.

Musik er en gave til kommunikation på tværs af sprog og kultur. Musik kan bygge bro mellem fremmede og skabe samhørighed. Om man er dansk eller arabisk, jøde eller muslim er ikke en hindring for at spille musik sammen. Vi åbner os med toner og sang for hinandens univers og deler hinandens kultur uden forbehold, uden misundelse, uden angst, uden had, og uden lyst til at slå hinanden ihjel i et ønske om at dele musikken og opleve glæde med hinanden og med publikum.

Musik har en magisk samlende kraft, som nedbryder fjendebilleder og sender en varm strøm af samhørighedsfølelse direkte ind i hjertet både på musikerne og på lytterne.

Derfor er det en nødvendighed, at vi som musikere i Danmark søger at udvide vort virkefelt til at omfatte mellemøstlig musik og til arbejde sammen med arabiske og jødiske kunstnere om et fælles nyt udtryk. Et udtryk, som tillader hver musiker at udfolde sig i sin egen tradition og samtidig skaber en helhed af mangfoldighed og harmoni.

Som kunstnere i et fælles projekt kan vi fremstå som rollemodeller for berigende samarbejde og indbyrdes respekt, og vi kan vælge at optræde for publikum uden for de etablerede scener. Vi kan nå folk, som aldrig går til klassiske koncerter, og vi kan spille mellemøstlig musik i et nærmiljø med mange indvandrere.

Vi kan gå den udstrakte hånds vej, eller rettere i vort tilfælde, - det åbne øres vej.

 

 

Ensemble MidtVest · Birk Centerpark 8 · 7400 Herning · T +45 96 666 777 · info@emv.dk

over tone designed this...